Denne artikel, som vi har fået lov til at bruge af søde journaliststuderende, Sofie Tronier, fortæller lidt om, hvad du f.eks kan opleve i en breathwork session.. Sofie prøvede breathwork på egen krop og skrev denne fine artikel om sin oplevelse.
Tak til Sofie Tronier.
“Det er bare en følelse”
En onsdag aften i september mærker jeg på egen krop, at kontrolleret vejrtrækning kan fremprovokere følelser. Jeg ligger på en madras med lukkede øjne, omgivet af 15 fremmede mennesker. Jeg griner, græder og føler mig bange. Alt sammen inden for en time.
Af Sofie Tronier (tekst og foto)
En stikkende og rystende fornemmelse har bredt sig fra mine fingerspidser til mine lægge og helt op til kæben. Min krop sitrer, og jeg mærker, at jeg langsomt mister kontrollen over den. Jeg trækker stadig vejret dybt ned i brystet, og efter noget tid mærker jeg et tryk i solar plexus. Vi er ikke mere end et kvarter inde i sessionen, før de første tårer langsomt presser sig ud af mine lukkede øjne og ned på siden af mine kinder. Jeg lægger mig fladt ned. Både fordi det er en del af øvelsen, og fordi jeg må erkende, at Breath Work har en effekt på min krop.
Et fællesskab
En halv time tidligere sidder vi 15 mennesker i en rundkreds, både mænd og kvinder. Aurora fortæller, at vi skal trække vejret i brystet. ”Det er der, hjertet sidder. Ved at have fokus på området omkring hjertet, kan man opnå en større selvkærlighed,” siger hun. Jeg tænker, at det lyder alt for abstrakt til at kunne mærke på min egen krop. Imens Aurora fortæller, kigger jeg diskret rundt på de andre deltagere. Kvinden ved siden af mig er omkring 60 år, klædt i yoga-tøj og med et blik i øjnene, som fortæller, at hun har oplevet en del. Et par pladser længere henne sidder en mand omkring samme alder. Han spørger underviseren, hvordan man skal sidde.
”Du skal ligge ned, medmindre du falder i søvn,” svarer Jan.
Den ældre mand smiler, så mellemrummet mellem hans tænder kommer til syne. Han sætter sig til rette i en form for skrædderstilling. Han har jeans på. På den anden side sidder en ung kvinde med næsepiercing. Hendes mørke hår står i kontrast til hendes blege ansigt. Hun virker afslappet.
Breathwork
Det er den første onsdag i september, klokken er 19, og aftenens session af Breath Work er skudt i gang. Breath work er en måde at trække vejret på, hvor man trækker vejret i den øverste del af brystet. Helst med helt åben mund, så man får så meget luft ind som muligt. Formålet er, at vejrtrækningen skal lukke op for følelser, man normalt undertrykker. Bevidst eller ubevidst. Det kan føre til både grin, gråd og vrede. Derudover kan vejrtrækningen også forårsage en fysisk reaktion, hvor kroppen ryster og trækker sig sammen. Det føles som en blanding af krampe og fornemmelsen af, at ens krop sover.
Hjerterum – en indre opdagelsesrejse
Det er ”Hjerterum”, som huser aftenens Breathwork session. Det er blot et af mange events, som Hjerterum – Holistisk center afholder. Aftenens undervisere er Maria, Jan og Aurora.
”Breathwork er en måde at komme i kontakt med det ubevidste sind, hvor en masse følelser er blevet fortrængt,” siger Jan. Det er også Jan, som fortæller aftenens nye deltagere, hvad de kan forvente af den næste time.
Tilbage til sessionen udgør en grøn vase med orange nelliker rundkredsens midtpunkt, og skaber symmetri i rummet. Efter Aurora og de andre undervisere har introduceret Breathwork, præsenterer vi hver især os selv og den følelse vi sidder med. Én føler sig sårbar grundet en strid med kommunen, en anden føler sig opløftet og klar og en tredje føler en voldsom hjertebanken, fordi han ikke kunne finde en parkeringsplads, og derfor var ved at komme for sent.
Da vi er færdige i rundkredsen, lægger jeg mig til rette et tilfældigt sted i rummet, og min krop hviler tungt på madrassen. Med lukkede øjne og til lyden af noget, der minder om meditationsmusik, prøver jeg at holde fokus på min vejrtrækning. Med et stadigt distanceret mindset åbner jeg munden på vid gab, og trækker vejret dybt ned i brystet. Jeg får associationer til, når lægen skal tjekke min vejrtrækning ved en mistanke om lungebetændelse. I starten kan jeg ikke lade være med at grine af de andres vejrtrækninger. De virker voldsomme og overdrevne. Det er grænseoverskridende at ånde ud, uden af dæmpe udåndingslyden. Efter noget tid giver jeg alligevel slip, og trækker pludselig vejret uden at tænke over, at andre kan høre mig.
Fysiske og psykiske reaktioner
Tilbage på madrassen mærker jeg allerede efter et par minutter en stikken i hænderne. Som om de sover. Den stikkende fornemmelse bevæger sig ud i hele kroppen. Samtidig med at jeg fortsætter min vejrtrækning med lukkede øjne, mærker jeg tårer valse ned ad mine kinder. Sådan ligger jeg lidt, indtil jeg fornemmer et menneske ved min side. Jeg mærker en varm kvindehånd på min pande.
”Det er okay at give slip Sofie,” siger en rolig stemme.
Hånden bevæger sig blidt henover mit ansigt, mens den anden hånd lægger et tryk på mit bryst, som hjælper mig til at gøre min vejrtrækning endnu dybere. Efter lidt tid bliver jeg overladt til mig selv igen. Min krop føles lammet, og jeg trækker hænderne op til brystet i et forsøg på at bevare en form for kontrol. Til sidst må jeg holde pause og trække vejret normalt for en stund. Jeg kan knap løfte mine hænder fra madrassen. Så mærker jeg igen en hånd på mit hoved. I mellemtiden er flere brudt ud i en blanding af højlydt grin og gråd. Jeg klemmer læberne sammen i et forsøg på ikke at grine af dem, men da underviseren fortæller mig, at alle følelser er velkomne, bryder jeg ud i latter. Underviseren anerkender mine følelser ved at grine med mig og fortæller mig samtidig, at følelserne er de samme, uanset om det er grin eller gråd. Det mærker jeg kort efter på egen krop, hvor mit grin pludselig ænder sig til gråd.
Resten af sessionen kommer deltagerne omkring hele følelsespalletten. På et tidspunkt råber en af mændene i vrede, og jeg kan høre, at han ryster. Jeg får at vide, at jeg ikke skal være bange.
”Det er bare en følelse,” siger Maria stille.
Tilbage til fælleskabet
Efter en time åbner vi øjnene igen. Min krop sitrer, føles udmattet og jeg må vente lidt med at sidde op. Omkring mig er der flere, som endnu græder. Efter lidt tid begynder folk at rejse sig. Alle skal have et glas vand. Både fordi sessionen er fysisk hård og fordi vejrtrækning med åben mund gør en meget tør i munden. Vi sætter os igen i en rundkreds og snakker. Nogle havde en meget fysisk oplevelse, mens andre oplevede at blive bragt tilbage til bestemte episoder i deres liv. En af deltagerne fik en pludselig trang til pizza, og det griner vi alle lidt af. Jeg åbner op omkring mine betænkeligheder, og da jeg skal videre til næste sætning, pisker følelserne gennem min krop og jeg begynder at græde. Jeg kan pludselig ikke færdiggøre mine sætninger. Gruppen giver mig tid til at græde færdig, så jeg til sidst får fremstammet, at jeg er rørt over trygheden i rummet og pladsen til at vise lige præcis hvad jeg føler.
Tid til refleksion
Da sessionen er færdig, er der ingen, som tager direkte hjem. Alle krammer og snakker. Om deres oplevelser, eller om noget helt andet. Jeg sætter mig i sofaen og sunder mig. Jeg snakker med en ung mand, som mens hans binder sine snørebånd fortæller, at han har været her et par gange, og at hans oplevelse ændrer sig fra gang til gang. En midaldrende mand fortæller, at nogle siger, at man kan sammenligne oplevelsen med at være på svampe. Manden med mellemrum mellem tænderne deler sin oplevelse med kvinden i yogatøj.
”Det er bedre end sex,” griner han.
Folk har ikke travlt, de hygger sig og der går over en halv time, før de sidste er smuttet. En time efter er jeg selv hjemme. Jeg føler et behov for at fortælle folk om min oplevelse, som hvis man har opdaget et rigtigt godt stykke musik. Da jeg skal sove, kan jeg mærke, at jeg er øm i kroppen. Min krop er rolig, men min hjerne er forvirret over, hvad jeg egentlig lige har oplevet. En ting er dog sikkert. Jeg oplevede nogle store følelser, og jeg føler mig faktisk lidt lettere.